Nordic Leisure Travel Group med blandt andet Spies har for et uoplyst beløb købt tre græske hoteller. Her er det Ocean Beach Club på Kreta. PR-foto: Nordic Leisure Travel Group.

Spies tilbagekøber hoteller og øger i Grækenland

Nordic Leisure Travel Group med blandt andet Spies har atter ejerskabet af tre græske hoteller. Næste år pumper Spies 20.000 flere rejser på markedet, end hvad rejsearrangøren havde i år.

Hvad Nordic Leisure Travel Group har betalt for de tre koncepthoteller – Sunwing Resort Kallithea Beach på Rhodos samt Sunwing Resort Makrigialos Beach og Ocean Beach Club på Kreta – vil Spies ikke oplyse til Standby.dk

Men med de tre tilbagevendte hoteller, ejer Nordic Leisure Travel Group nu fem hoteller og driver derudover 25 hoteller, oplyses det.

De tre opkøbte hotelejendomme har samlet 800 værelser med godt 1.900 senge. De blev oprindeligt bygget og ejet gennem årtier af forgængeren til Nordic Leisure Travel Group.

Ejendommene var i mellemperioden ejet af Westfort Capital, en hotelejendomsfond med base i London, som investerede betydeligt i hotellerne for at forbedre faciliteterne, så hotellerne i dag fremstår i gennemført skandinavisk stil og er målrettet henholdsvis børnefamilier, skriver Spies i en pressemeddelelse.

Ejerskabet øger lønsomhed
Administrerende direktør i Spies, Jan Vendelbo, siger i en pressemeddelelse om købet:

”De tre hoteller i Grækenland er ikke blot nogle af vores mest populære, men også vigtige for vores integrerede forretningsmodel. Med dette køb sikrer vi ikke kun hotellernes fremtid, men får mulighed for at investere og udvikle hotellerne yderligere, ikke mindst i en mere bæredygtig retning. Samtidig giver ejerskabet gode forudsætninger for at øge vores lønsomhed og vækst.”

Grækenland står til at blive det mest populære sommerrejsemål hos Spies i 2023, når man ser på bookingtal. I alt regner Spies med at sende cirka 60.000 danskere til landet i løbet af næste sommersæson, hvilket er 3.000 flere end i 2019, året før coronapandemien.

Spies’ top fem over de mest solgte rejsemål i Grækenland er: Kreta, Rhodos, Kos, Skiathos og Parga.

20.000 flere rejser fra Danmark
Mens Spies i dette års sommersæson udbød omkring 140.000 rejser ud af Danmark, forventer man til næste års sommersæson at sætte 160.000 rejser til salg.

Det sagde Carlos Cebrian, produktchef i Spies, forleden til Standby.dk: ”Vi øger volumen. Vi har lagt flere rejser op til sommeren 2023, end hvad vi solgte denne sommer. Næste sommer udbyder vi omkring 160.000 rejser mod 140.000 i dette års sommersæson,” sagde han.

Spies har i næste års højsæson 18 destinationer i primært Sydeuropa – der er ingen nye rejsemål i forhold til i år. Men der kommer dog nye rejsemål fra nogle danske lufthavne, der ikke før har haft egne Spies-fly til visse destinationer.

Spies indgår i den nordiske rejsekoncern Nordic Leisure Travel Group sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der blandt andet driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Sunclass Airlines.

 

Relaterede artikler:

Spies øger fra Danmark med nye rejsemål

Spies pumper 20.000 ekstra rejser på markedet

Her er Nordens største charterarrangører