Det er lidt hårde ord, der ledsager pressemeddelelsen fra Spies om, at Danmarks største charterrejsebureau også sidste år fastholdt sin position som Danmarks største rejsearrangør.
Spies solgte 278.402 ferierejser – ca. 15.000 flere end i 2010. Det gør Spies ca. 20 pct. større end Danmarks næststørste rejsearrangør, Star Tour, der i Danmark solgte 226.406 rejser. Tallene er netop offentliggjort fra RID, (Rejsearrangørerne i Danmark), der tæller nærmest hele den danske charterbranche, undtagen Tyrkiet Eksperten.
”2011 betød en stigning i antallet af gæster for den danske charterbranche i forhold til året før på ca. 6 pct., i alt rejste ca. 1.250.000 på charterferie. Fremgangen tilskriver vi bl.a. den økonomiske usikkerhed, som der fortsat er omkring en række flyselskaber – senest med konkurser i Spanair og Malev. Et voksende antal danskere vælger i stedet det sikre, nemlig charterrejsen, som altid er omfattet af Rejsegarantifondens regler samt den tryghed, det giver at rejse med en seriøs arrangør, der også hjælper, når noget ikke går som planlagt,” siger direktør i Spies, Jan Vendelbo.
Det er hans opfattelse, hedder det i pressemeddelelsen fra Spies, at stadig flere danskere tænker sig om en ekstra gang, inden de selv går på nettet og sammensætter familiens ferie med fly og hotel fra tilfældige udbydere.
”Mange danskere har de seneste år brændt fingrene på f.eks. flyselskaber, der er gået konkurs og har efterladt de rejselystne med bristede feriedrømme og lommesmerter,” siger Jan Vendelbo.
Spies noterer, at stigningen i antallet af charterrejser kom til trods for, at branchen i 2011 blev hårdt ramt af uro i store ferielande som Egypten og Tunesien.