Danskejede Club La Santa på Lanzarote er et af Spaniens kendte sportsrejsedestinationer. Arkivfoto: James Mitchell for Club La Santa.

Sportsturisme er stigende indtægtskilde i Spanien

Hver femte af Spaniens 12 millioner sportsturister eller sportsudøvere i 2019, året før pandemien, kom fra udlandet. De nordiske lande er blandt de største leverandører i dette voksende segment.

Sportsturisme – der omfatter private på sportsrelateret ferie, atleter og sportshold på træningslejr eller rejsende til sportsarrangementer og så videre – er et stigende område for spansk turisme.

Det fremgår af den første opgørelse af sin art fra FITUR Sports (FITUR arrangerer den store, årlige rejsemesse i Madrid) og AFYDAD (den spanske sammenslutning for producenter af sportsrekvisitter med mere)

Sportsturisme er navnlig koncentreret på Mallorca og De kanariske Øer (her er for eksempel danskejede Club La Santa på Lanzarote)

Og den spanske turismebranche skal arbejde endnu mere sammen for at blive bedre til at tiltrække sportsrejsende. Enrique Cerezo, direktør for den spanske turisme og sportskommission, siger i en pressemeddelelse fra FITUR: “sport og sportsturisme er et vigtigt varemærke for spansk turisme, der er med til at skabe business og beskæftigelse.”

Flest rejste for at være aktive
Ifølge FITUR Sports er de nordiske lande samt Holland, Belgien, Tyskland og Frankrig de største leverandører af udenlandske sportsrejsende, aktive som passive, til Spanien.

I pressemeddelelsen nævnes en række succeshistorier i forbindelse med spansks sportsturisme. Blandt disse er Lanzarote European Sports Destination og Club la Santa. Club La Santa har cirka 20.000 årlige gæster fra Danmark, omkring 40 procent af Club La Santas årlige gæster. De to andre store nationalitetsgrupper er tyskere og englændere.

Tallene for sidste år er endnu ikke klar. Men i 2019, året før pandemien, havde Spanien ifølge årbogen Yearbook of Sports Statistics i alt 12,6 millioner sportsrejsende – 80 procent var fra Spanien, resten fra udenlandske markeder. Omvendt var de sportsrejsende forbrug cirka ligeligt fordelt mellem spanske og udenlandske sportsrejsende.

Ifølge statistikken var næsten en ud af tre af de 12,6 millioner rejsende i Spanien for at dyrke sport, mens de resterende rejste til Spanien for at overvære en sportsbegivenhed, for eksempel en fodboldkamp med Real Madrid, FC Barcelona og så videre.

De rejsendes forbrug var omvendt i forhold til antal rejsende: 35 procent af de mange millioner euro, sportsrejsende brugte i Spanien, var i relation til sportsophold, mens 65 procent af pengene blev brugt af sportsturister, der for eksempel rejste til Spanien for at overvære en sportsbegivenhed.

 

Relaterede artikler:

Flest danskere sammensætter selv rejsen til Spanien

Touren gav dansk turismeomsætning for millioner

Atter millionoverskud hos Club La Santa