Størst interesse for DFDS kasino i Norge

”Vi har mærket en pæn forhåndsinteresse, især fra Norge, ” siger direktør og vicepræsident i Scandinvian Seaways, Carsten Jensen forud for premieren 17. juni med indvielsen af kasino på flagskibet Pearl Seaways.

”Der er mange forberedelser bl.a. med sikkerhed, før det går løs. Vi tager ingen chance. Det skulle gerne blive en god, tryg, ekstra oplevelse om bord i de 16 timer. Vi forventer ikke internationale storspillere lægger turen forbi, men er forberedt på lidt af hvert med erfarne folk fra Bell Casino, som kender til alle forhold fra bevilling på omkring 30 skibe i hele Nordeuropa, ” fortsætter han.

DFDS har investeret 25 mio. kr. i ombygning og kasino, når også Crown Seaways kommer til i oktober.

”Vi forventer et sted mellem 200.000 og 400.000 passager vil passere gennem kasinoerne på årsbasis. Nogle vil spille lidt, andre se på, og atter andre spille mere.

Uden for Skandinavien er det især de oversøiske passagerer, der efterspørger kasinoer, som de er vant til blandt andet fra krydstogtskibene, ” siger Carsten Jensen.

Der er seks kasinoer på land, og DFDS’ to er de første på vandet. I Norge er man allerede vant til kasinoer om bord hos Color Line.

 

Skrevet af Ejvind Olesen