Stadig billige flybilletter til VM i Rio

800px-Christ_on_Corcovado_mountainDen 13. juni fløjtes der op til VM-slutrunden i fodbold. Selv om Danmark ikke har kvalificeret sig, er der en del fodboldinteresserede, der vil sætte kursen mod Brasilien.

Der er 12 værtsbyer under fodbold-VM, og fra Europa er det muligt at flyve direkte til halvdelen. Ud over Rio de Janeiro er det Brasilia, Fortaleza, Natal, Recife, og Sao Paulo.

De fleste foretrækker at flyve til Rio de Janeiro, men mange fodboldelskere vil i stedet valfarte til Maracana fodboldstadion, der engang var verdens største med en kapacitet på 200.000 tilskuere. Efter ombygningen i 1990´erne er der i dag ’kun’ 90.000 siddepladser.

Det er KLM, der lige nu kan tilbyde de billigste flybilletter til Rio. En returbillet med afrejse i uge 24 (fra 9. til 15. juni) koster lige nu 7.035 kroner med afrejse fra København og flyskifte i Amsterdam. Det viser den 64. udgave af Dansk Flyprisindex.

“Prisniveauet til Rio ligger over det sædvanlige niveau på denne årstid, men i betragtning af en af verdens største sportsbegivenheder i landet, er billetpriserne rimelige,” vurderer adm. direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk.

Den seneste prisundersøgelse viser også, at det er dyrere at rejse ud af Hamborg end fra de danske lufthavne. Det hænger sammen med, at Tyskland har kvalificeret sig til slutrunden.

Er man ikke til fodbold, men på jagt efter et godt rejsetilbud, kan Tokyo være alternativet. Hertil tilbyder Lufthansa og SAS i øjeblikket returbilletter for omkring 4.600 kroner, hvilket er pænt under det sædvanlige bundniveau på 5.000 kroner på denne årstid.