Stadig flere passagerer hos lavprisselskaberne

“Tallene viser, at lavprisselskaberne klarer sig godt i et udfordrende økonomisk klima for luftfarten,” siger generalsekretær John Hanlon fra European Low Fares Airline Association (ELFAA).
 
Sidste år havde ELFAA’s medlemmer 188,8 millioner passagerer på sine europæiske ruter, en stigning på 9.5 pct. sammenlignet med 2010.

 

Ifølge ELFAA transporterede dets medlemmer sidste år 43 % af rutepassagererne inden for Europa. Beregninger viser, at denne markedsandel i 2020 vil være oppe på 60 pct. I Nordens største lufthavn, København, var antallet af lavprispassagerer sidste år 18 pct.

 

Sidste år voksede antallet af fly og ansatte også hos ELFAA’s medlemmer. De fik 9,2 pct. flere fly og har nu samlet 795 i deres flåder.
Antallet af ansatte steg 11,3 pct. til 29.330.

 

ELFAA’s ni medlemmer er Easyjet, Flybe, Jet2.com, Norwegian, Ryanair, SverigeFlyg, Transavia, Vueling og Wizz Air.

Skrevet af Henrik Baumgarten