Stadig flere tager toget i USA

Det amerikanske DSB, Amtrak, sætter næsten hver måned nye passagerrekorder. Det seneste halve år har Amtrak haft over 15 millioner rejsende.

Stigningen i passagertallet det seneste halve år er ikke stor, kun 0,9%, men Amtrak noterer, at der hver måned har været flere rejsende end de samme måneder året forinden. Sidste måned blev den bedste marts i selskabets historie med 2,8 millioner passagerer – en vækst på 1,9% i forhold til marts sidste år.

Selskabet har 45 ruter over det meste af USA – og der har været flere rejsende på 26 af dem de seneste seks måneder.

Regnskabsåret udløber i oktober og til den tid forventer selskabet at have slået sidste års passagerrekord på 31,2 millioner rejsende.

De fleste Amtrak-passagerer er i den såkaldte Nordøst-korridor – Boston, New York, Philadelphia og Washington D.C. De 5,5 millioner togrejsende de seneste seks måneder var dog et fald på 1,2% sammenlignet med samme periode sidste år.

Selskabet tiltrækker rejsende i bl.a. Nordøst-korridoren med højhastighedstoget, Acela, forbedret præcision, gratis Wi-Fi på næsten alle tog og at kunderne kan have billetten på deres Smartphones.

Amtrak får også kunder, som ikke gider køre bil, eller synes det er for besværligt at flyve – Amtrak gør f.eks. med Acela turen mellem Washington D.C. via Philadelphia til New York på under tre timer.