Stærk vækst for Arp-Hansen

Arp-Hansen Hotel Group A/S har haft en kraftig vækst i både omsætning og indtjening det seneste par år efter stor ekspansion i nye hoteller og nyt kongrescenter i København.

Efter nogle år med lavere indtjening, kom selskabet godt ud af 2012, hvor omsætningen steg med 6% til 714 millioner kroner, mens indtjeningen (EBITDA) er øget med 33% til 169 millioner kroner. Nettoresultatet er fordoblet fra 22,7 millioner  i 2011 til 56,2 millioner kroner i 2012.

Det samlede resultat før skat lyder på 75,9 millioner kroner mod 30,1 millioner i 2011, hvilket betragtes som  tilfredsstillende for koncernen.

Arp-Hansen Hotel Group A/S blev grundlagt i starten af 1960erne og ejer og/eller driver i dag 11 hoteller, hvoraf de 10 er beliggende i det centrale København. Desuden ejer og driver selskabet Tivoli Congress Center med plads til op til 4.000 mødedeltagere.

Arp-Hansen Hotel Groups samlede værelseskapacitet er 2.673 værelser, svarende til 18% af det samlede antal hotelværelser i det centrale København.

Koncernen beskæftiger 461 fuldtidsansatte, og hotellerne drives som selvstændige enheder med egen organisation.