Star Alliance får ny feeder-model

Ansatte fra det sydafrikanske flyselskab Mango, der indenfor et års tid får øget samarbejde med Star Alliance.

Ansatte fra det sydafrikanske flyselskab Mango, der indenfor et års tid får øget samarbejde med Star Alliance.

LUFTFART: Verdens største luftfartsalliance vil fremover indgå partnerskab med ”venligtsindede” flyselskaber, der kan føde passagerer ind til alliance-medlemmerne. Det første er netop præsenteret.

(Chicago, standby.dk) ”Connecting Partner Model” er overskriften på det nye initiativ fra Star Alliance, der blev præsenteret i går i Chicago, hvor Star havde sit halvårlige CEB-møde (Cheif Executive Board) med deltagelse af 25 af de 28 koncernchefer fra alliancen.

Med ”Connecting Partner Model,” CPM, vil Star Alliance fra slutningen af næste år begynde at tilbyde sine passagerer medlemsfordele når de flyver med ikke-Star medlemmer.

Første CPM-partner er flyselskabet Mango, ejet af South African Airways, der er medlem af Star. Mango, og andre kommende CPM-partnere, bliver ikke medlem af Star, blev det understreget på pressemødet, der afsluttede CEB-mødet.

”Vi taler ikke om en CPM-mulighed med f.eks. Easyjet eller Ryanair i Europa,” sagde adm. direktør for Star Alliance, Mark Schwab, på pressemødet. Men han nikkede til, at andre flyselskaber indenfor dette koncept f.eks. kunne være Lufthansas Germanwings eller f.eks. Singapore Airlines’ datterselskab Scoot.

Star-kunder vil kun optjene bonuspoint til alliancen, hvis de flyver med et af de kommende CPM-selskaber i forbindelse med flyvning med et Star Alliance-medlem. Altså hvis de ankommer med et Star-medlem og derfra flyver videre med et CPM-selskab – eller flyves til en lufthavn med et CPM-selskab for derefter at flyve videre med et medlem af Star Alliance.

Det er første gang Star Alliance indleder samarbejde med lavpris/hybrid-selskaber som i det kommende tilfælde Mango, der primært flyver indenrigs i Sydafrika. Mango, der også har en rute fra Johannesburg til Zanzibar, har foreløbig ti Boeing B737-800 i sin flåde.

CPM-modellen kommer også for at give Star-passagerer mulighed for at komme til en slutlufthavn, der i dag ikke beflyves af et alliance-medlem.

Selve Star Alliance har i dag 28 medlemmer – det seneste blev optaget i sommer, da Avianca Brasil kom med ombord. I snit har Star-medlemmerne 18.500 daglige flyvninger til 1.330 lufthavne i 192 lande. Sidste år havde alliancens medlemmer samlet 641 mio. passagerer.