Star Alliance-medlem lufter muligt farvel

LOT Polish Airlines Dreamliner i Københavns Lufthavn

En Boeing B787 Dreamliner i Københavns Lufthavn fotograferet af Arne V. Petersen.

FLYSELSKABER: To medlemmer af verdens største luftfartsalliance luftede i går på seminar i Irland muligheden for, at de vil forlade Star Alliance. Det ene af selskabernes koncernchef sagde på konferencen, at selskabet om fem år er dobbelt så stort som i dag.

(Dublin, standby.dk) Koncernchefen for LOT Polish Airlines, Sebastian Mikosz, overvejer, om han skal indstille til sin bestyrelse, at LOT forlader Star Alliance.

Det sagde han i går under indlæg på luftfartskonferencen ”Airlines in Transition,” arrangeret af CAPA, Centre for Aviation, som slutter i dag på Powerscourt-hotellet ved Dublin med Travelport som hovedsponsor.

Også koncernchefen fra et andet Star Alliance-medlem, Kresimir Kucko fra Croatia Airlines, sagde som deltager i samme paneldebat, at hans selskab også overvejer at forlade den 27-medlemmer store alliance.

”Vi overvejer i denne tid, om LOT skal blive eller gå ud af Star Alliance. Vi bliver på flere markeder skubbet ud af partnere fra Star Alliance. Det er som om, at der er størst fordel ved at være i alliancen, hvis man er et stort flyselskab. Der er fordele ved at være i alliancen, men måske ville LOT stå stærkere udenfor ved at kunne lave codeshare aftaler med de flyselskaber vi ønsker,” sagde Sebastian Mikosz og tilføjede: ”Om fem år er LOT dobbelt så stort som i dag – både i antal fly og passagerer. Vi kommer med en række nye ruter fra 2016.”

Sebastian Mikosz sagde også, at der bygges flere nye lufthavne i Polen i disse år – og at alle borgmestrene i byerne med de nye lufthavne gerne vil have LOT til at åbne ruter, og de forsikrer LOT om, at der bestemt er trafikpotentiale til at starte fra netop deres lufthavn.

Bagefter sagde Sebastian Mikosz til standby.dk: ”Det er selvfølgelig en strategisk beslutning, om vi skal forlade Star Alliance. Men vi kan have truffet en beslutning om det inden årets udgang. Debatten sker fortløbende i LOT. Også andre, mindre Star-medlemmer overvejer, om de skal blive eller ej – men jeg vil ikke sige, hvem det er. Det må de selv gøre. Men jeg tror, LOT vil få mere frihed ved at stå udenfor, så kan vi frit lave codeshare med andre flyselskaber.”

”Vi kommer med nye ruter næste år, også langruter. Jeg ved ikke om vi f.eks. åbner på Billund Lufthavn, men måske kommer der flere flyvninger til Københavns Lufthavn,” sagde Sebastian Mikosz og tilføjede, at det er op til den polske stat, der ejer LOT, om f.eks. Etihad Airlines fra Abu Dhabi eller Turkish Airlines eventuelt skal investere i flyselskabet.