Ethiopian Airlines starter 22. maj ny rute fra København, via Wien, til sin hovedlufthavn ved Etiopiens hovedstad. Star Alliance-medlemmet vil fortsat være repræsenteret af Aviareps.
Der bliver fire ugentlige flyvninger mellem Addis Ababa med et miks af Boeing 787-8 og 787-9 Dreamliner med plads til henholdsvis 270 og 315 passagerer på to kabineklasser. Ruten vil have et teknisk stop i Wien på en time. Det afrikanske Star Alliance-selskab Ethiopian Airlines har siden foråret 2017 fløjet fra Oslo via Stockholm til Addis Ababa. Ethiopian fløj oprindeligt fra Addis Ababa til København frem til oktober 2003.
Og Ethiopian Airlines beholder repræsentationsbureauet Aviareps som agent, også på det danske marked, oplyser Aviareps, der netop nu til kontoret i København via jobannonce på Standby.dk søger billetmedarbejder til Ethiopian Airlines.
Aviareps har i flere år repræsenteret Ethiopian Airlines og med lanceringen af ruten fra København, har flyselskabet besluttet at fortsætte sit mangeårige partnerskab med Aviareps.
I en agentinfo siger Tapani Kauhanen, chef for Aviareps i Norden: ”Vi er stolte af vores samarbejde med Ethiopian Airlines og glæder os til at repræsentere dem på den nye rute fra København. Aviareps skal synliggøre flyselskabet og være med til at styrke brandet på det danske marked.”
Flyver til 145 lufthavne
Ethiopian Airlines betjener ifølge egne oplysninger over 145 indenrigs og internationale passager- og fragtdestinationer på fem kontinenter.
Ethiopian Airlines får med sin kommende rute den eneste direkte rute fra Danmark til en destination syd for Sahara. Den nye flyforbindelse er et svar på den øgede efterspørgsel fra rejsende, både leisure og erhvervsrejsende, mellem Skandinavien og Afrika.
Flyselskabet arbejder efter en 15-års strategisk plan, Vision 2035. Den skal bringe Ethiopian på liste over de top-20 mest konkurrencedygtige og førende luftfartsgrupper i verden, oplyses det.
Relaterede artikler:
”Spændt på Ethopians Airlines’ rejsebureau-attitude”