Star Tour køber krydstogtbureau

Star Tours moderselskab, TUI Nordic, har købt aktiemajoriteten i WonderCruises af dets to stiftere, Tor Johan Pedersen og David Malmberg. Anders Mattsson er også medejer af WonderCruises.

 

Mest kendt i Danmark af trioen er norske Tor Johan Pedersen, der bl.a. nåede ni år som salgschef for Royal Caribbean Cruise i Danmark.
Sammen med David Malmberg oprettede han i 2008 WonderCruises i Norge og Sverige.

 

”Wonder Cruises er en krydstogtoperatør med salg af krydstogter som andre bureauer. Vi ser ingen konkurrenter, markedet er så stort, at der er plads til alle. Under to procent af indbyggerne i de nordiske lande har været på krydstogt,” sagde Tor Johan Pedersen til Take Off, da han i Las Vegas under Pow Wow-rejsemessen afslørede sine planer.

 

Tor Johan Pedersen ønsker ikke at oplyse, hvad TUI har betalt for aktiemajoriteten i WonderCruises – det sejler i øvrigt videre som en selvstændig enhed hos TUI Nordic. Tor Johan Pedersen er chef i Norge for WonderCruises og han udelukker ikke, at selskabet via TUI nu også kommer til Danmark.

 

TUI Nordic har i Norden bl.a. varemærkerne Star Tour, Nazar, Fritidsresor og TEMA.

 

”Vi har længe kigget på krydstogtbranchen, der i Skandinavien er vokset 30-40 % årligt i mange år. Nu vil vi også være markedsledende på krydstogtmarkedet,” siger Christian Clemens, adm. direktør i TUI Nordic.

 

 

Skrevet af Henrik Baumgarten