Star Tour klarer weekenden, men håber…

Den store hjemrejseweekend for danske charterpassagerer nærmer sig oven på vinterferien her i uge syv. Derfor er det ekstra uheldigt for Star Tour, at kabinepersonalet fra Sverige på TUI-flyene strejker i protest mod forslag om en mere fleksibel arbejdsplan.

 

En plan som ikke mindst de fortsat flere oversøiske afgange nødvendiggør. Til gengæld strejker hverken det norske eller det finske personale, hvor trafikken er normal. Der er ingen danske kabineansatte i flyselskabet, men udelukkende svenske på flyene fra Danmark.

 

”Vores gæster kommer både ud og hjem, men naturligvis kan der opstå forsinkelser og besvær med catering og taxfree samt seating, hvis det er en helt anden flytype, men på ferie kommer de. Og de kommer også hjem igen i weekenden, ”lover Stig Elling (foto) og tilføjer:
”Konflikten har jeg ingen kommentarer til. Blot håber jeg, den snart er forbi. Udover at genere vores kunder koster den firmaet fem mio. kr. om dagen.”

 

Når Star Tour overhovedet kan finde ledig kapacitet i vinterens højsæson rundt om i Europa skyldes det afmatningen og svigtende salg i andre europæiske lande. Til gengæld skaber det voldsomme logistikproblemer at få dem ind i den danske flyplan.

Skrevet af Ejvind Olesen