Star Tour øger fra Billund

Placerer et af sine egne fly i Jyllands største lufthavn fra vintersæsonen 2013/14.

Fra næste vinter vil Star Tour have sit eget TUIfly Nordic Boeing 737-800 med dansk besætning i Billund Lufthavn, for at flyve kunder til De kanariske Øer, Egypten og Boavista i Kap Verde. Det vil betyde 10.000 eller 20%, flere kunder fra Billund i forhold til denne vinter og ca. 25 lokale arbejdspladser i form af dansk flybesætning.

I 2012 rejste ca. 485.000 danskere på charterferie fra Billund, og det var en stigning på ca. 3% i forhold til 2011. Star Tour øgede i samme periode med 14% fra Billund, og forventer i 2016/17 at sende 100.000 kunder, eller 25% flere end i 2012, på ferie fra den største jyske lufthavn.

Star Tours store vinternyhed fra Billund bliver endnu en ø i Kap Verde ø-riget, nemlig Boavista. Øen Sal er allerede et hit fra Billund, og den kommende vinter får Star Tour to fly til Kap Verde.