Statens rammeaftaler for flyrejser under lup

Der kom nogle ret så besynderlige aftaler i stand, da Økonomistyrelsen i slutningen af 2008 indgik rammeaftaler for noget, der snerper i retning af 50.000 flyverejser inden for og uden for Europa.

 

Nogle af de flyselskaber, som fik en af de 22 rammeaftaler med staten var dengang overrasket, og flere af dem, der ikke fik en aftale, var endnu mere overrasket, om end troen på værdien af aftalerne var til at overse.

 

I den aftale, der lå forud havde Sterling således hovedaftale for statens rejser mellem København og Oslo. Noget, der blev anslået til en værdi af 10 mio. kr. om året. "Vi så en forsvindende lille del af de rejser. Vor fornemmelse var, at de statsansatte naturligvis fløj med SAS med de mange afgange og de gode bonusordninger, " "sagde kommerciel direktør Stefan Vilner dengang.

 

I den gældende aftale, er det således en forudsætning, at det skal være uden mellemlandinger i Europa. Til gengæld må det gerne være med mellemlandinger uden for Europa. Således er Icelandair -alle selskabets fortræffeligheder ufortalt – aftalepartner mellem København og New York, hvor både SAS og Continental flyver direkte.

 

Finnair er aftalepartner til Bangkok, selv om både SAS og Thai flyver direkte.

 

De gamle aftaler udløber med årets udgang, og nu er det SKI (Statens og Kommunernes Indkøbs Service), der med et eksperthold i ryggen skal vurderer en ny to- årig aftale fra årsskiftet. Udbuddet er offentliggjort, som man forleden kunne læse her på takeoff.dk.

 

Resultatet vil blive afventet med nysgerrighed om hvilke kriterier, der denne gang bliver gældende. Rygterne vil vide, at flere udenlandske selskaber slet ikke vil byde ind, fordi de regner med at SAS og partnere i Star Alliance alligevel sætter sig på det meste.

 

Sidst var der otte om at dele 22 aftaler. Heraf satte SAS og partnere sig på de 65 procent.

 

Skrevet af Ejvind Olesen