Efter lukningen af DFDS rute fra Esbjerg til Harwich har danskerne fundet en ny vej, når de vil have bilen med til England. Stena Line har en stigning af danske rejsende på 200% på ruten fra Hoek van Holland til Harwich.
”Det er overraskende og glædeligt, at danskerne viser så stor interesse for vores rute fra Holland til England, og vi vil gøre en ekstra indsats for at tiltrække endnu flere”, suger salgs- og markedschef Thomas Christiansen fra Stena Lines danske hovedkontor.
Stena-færgerne er blandt rederiets nyeste. Både Stena Britannica og Stena Hollandica er fra 2010. Der er to daglige afgange fra Holland klokken 14.30 og 22.30.
”Alle danskere har reelt muligheden for at stå tidligt op og være fremme i England om aftenen med sin bil. Eller man kan vælge den sene aftenafgang, sove i kahyt og være fremme næste morgen, siger Thomas Christiansen.
Han understreger, at danske passagerer kan booke turen på Stena Lines danske hjemmeside.