Stena Line samler bureauvirksomhederne

Det nye selskab får navnet Stena Line Travel Group, hvor flere varemærker samles med det formål at etablere en af Europas førende rejsearrangører, skriver travelreport.se.

 

Stena Line har de seneste år opkøbt den svenske rejsearrangør Sembo og sidste år overtog man den danske rejsekoncern DTF Travel Group med virksomheder både i Danmark og Tyskland. Formålet med overtagelserne er at tilbyde kunderne et bredere udbud af overnatningsmuligheder i kombination med færgerejserne, samt at etablere sig på nye markeder for at udbrede virksomheden.

 

”Vi samler nu virksomheden i et selskab med det tydelige mål at ekspandere vores aktiviteter i Europa”, siger Gunnar Blomdahl, adm. direktør for Stena Line.

 

Ved at samle selskaberne under en hat skabes en større fleksibilitet for kunderne, som både kan vælge mellem forskellige typer af overnatningsmuligheder og transport. Totalt kommer virksomheden til at omsætte omkring en milliard kroner og udbyde overnatning i over 100 lande.

 

Et af det nye selskabs fokus bliver at udvikle bilferiesegmentet. De seneste år er interessen for at opdage Europa med bil steget i takt med kundernes ønske om selv at booke overnatning undervejs.

 

Stena Line Travel Group ventes at få 720.000 kunder som kan vælge blandt 55.000 overnatningsmuligheder i over 100 lande. Totalt har Stena Line Travel Group 150 ansatte. Virksomheden skal dog fortsat drives under de respektive varemærker, som er Sembo og flygbiljetter.se i Sverige, DTF Travel, Best Travel, nemrejse.dk i Danmark samt FeriDE i Tyskland.

Skrevet af Flemming Juul