Sterling præsenterer nødplan for flyvedligeholdelse

Kontrakten med EAMS om vedligeholdelse af Sterlings fly udløb ved udgangen af september, og der er ikke indgået en ny aftale endnu. Derfor har Sterling været nødt til at præsentere en nødplan for Statens Luftfartsvæsen (SLV).?

 

»Mandag i sidste uge havde vi møde med Sterling. De gav os kopier af kontrakter med bl.a. SAS, Jettime, JAT og Priority, der kan overtage vedligeholdelsen af selskabets fly. Vores opgaver er ikke at blande os i det kommercielle, men at sikre, at flyselskaber har kontrakter om vedligeholdelse. Og dét har Sterling,« fastslår Thorbjørn Ancker, kommunikationschef i SLV.

 

Hos EAMS erkender adm. direktør Kristian Kirchheiner, at selskabet har økonomiske problemer:

 

»Vores businessplan er ikke gået som ventet. Planen var at bruge Sterling som fundament for at få flere kunder i branchen. Det er indtil videre ikke lykkedes i det omfang, vi ventede,« siger han.

 

I foråret skød Sterling derfor 40 mio. kr. ind i EAMS for at sikre selskabets overlevelse, ligesom LD Equity skød friske penge ind i selskabet.

 

»Jeg tror på fremtiden. Men vi kan ikke drømme penge ud af jorden. Og hvis Sterling presser os for hårdt, så dør vi. Målet er, at finde en aftale som giver både dem og os fordele. Samtidig presser vi citronen, hvor vi kan, for at få en så effektiv virksomhed som muligt,« siger Kristian Kirchheiner.

 

Meget tyder på, at lønmodtagerne kommer til at betale en stor millionregning for en mislykket investering i flybranchen.

 

I starten af 2007 købte LD Equity – som LD ejer 48,9 pct. af – Essentiel Aircraft Maintenence Service (EAMS). Selskabets vedligeholder fly og har én stor kunde -Sterling.

 

Men EAMS har siden haft blodrøde tal på bundlinien og kæmper i disse dage for at overleve. Sidste år havde EAMS et tab på knap 80 mio. kr., og også i år har der været tocifrede milliontab.

 

Samtidig har revisoren taget forbehold for regnskabet, da EAMS ikke har styr på værdien af de mange flydele, som ligger på lageret.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen