Stigende krav til flyselskaber

TURISME: Firmakunder vil i fremtiden stille større krav til flyselskaber om et øget antal services. Det siger i hvert fald foreningen amerikanske Association of Corporate Travel Executives.

Når firmaer og andre aktører, der køber stort ind, fremover laver kontrakter med flyselskaber, vil der i stigende grad blive fokus på andre ydelser end bare et flysæde.

Sådan lyder det fra Association of Corporate Travel Executives (ACTE) efter en konference for rejseindkøbere fra regionale og globale firmaer med base i Europa. Konferencen fandt sted tidligere på måneden i Zürich under ACTE Educational Forum. Her blev det bl.a. drøftet, hvordan flyselskaber i fremtiden bedre kan opfylde firmakundernes behov.

Blandt de mange emner var, hvordan mindre firmaer kan få den samme support fra flyselskaberne som store virksomheder får i form af bedre priser og fordele under rejsen.

De praktiske ekstra ønsker til flyselskaberne var bl.a. lounge adgang, fast track ved sikkerhedskontrollen og Wi-Fi på flyene.

Det blev bl.a. drøftet at flere firmaer kan gå sammen og i fællesskab forhandle priser og fordele med flyselskaberne.

ACTE’s adm. direktør, Greeley Koch: ”Vi ser hvordan rejsepolitikker ændrer sig og hvad firmarejsende må og ikke må. Rejsepolitikker er vigtigt område, når firmaer søger at tiltrække nye medarbejdere og fastholde eksisterende. Kommende medarbejdere, der skal rejse for deres nye arbejdsgiver, spørger også til rejseregler ved jobsamtalerne.”

”Dagens moderne forretningsrejsende ønsker mere end bare, at flyet lander til tiden. Firmaer vil have udbytte af alle forretningsrejser. Det kræver bl.a., at den rejsende kun skal være fokuseret på det forretningsmæssige – ikke logistikken,” siger Greeley Koch.

Association of Corporate Travel Executives har i følge egne oplyser medlemmer i 75 lande.