Stigende millionoverskud i rejsebranchen

Ole Egholm.

Ole Egholm.

REJSEBUREAUER: De 176 største danske rejsebureauer tjente sidste år 355 mio. kr. – fem mio. kr. mere end i 2012. ”Dermed havde rejsebranchen for 10. år i træk et nævneværdigt overskud. Men det er bestemt ikke de samme bureauer, der har tjent pengene i 2013, som det var i 2012,” siger rejsebrancheanalytiker Ole Egholm.

For 15. år i træk udgiver MBA’en Ole Egholm i morgen sin årlige analyse af de største danske rejsebureauer. I år fylder den 150 sider. Analysen fra Dansk Brancheanalyse bygger på rejsebureauernes senest indleverede regnskaber.

Ole Egholm siger til standby.dk: ”Charterbureauerne, der de seneste ti år har tjent halvdelen af rejsebranchens historiske overskud, selv om de kun har 1/4 af branchens omsætning, har haft hårdere tider. Det skyldes bl.a. problemerne med Egypten som rejsedestination og en varm sommer i Danmark sidste år.”

Overskuddet hos charterbureauerne faldt ifølge analysen sidste år med 33 mio. kr. til 93. mio. kr. ”Stadig nydeligt, men ikke længere i top. Leisure-bureauerne med speciale i oversøiske rejser, havde sidste år deres bedste år nogensinde. Deres omsætning voksede med over 10 pct. i 2013 og bundlinjen steg med 38 mio. kr. til 102 mio. kr.,” siger Ole Egholm.

Også den danske incoming-branche havde et forrygende 2013 med en tocifret salgsudvikling og en bundlinje, der blev forbedret med 19 mio. til 41 mio. kr., noterer analysen.

”Den alvorligste taber i 2013 var nok kør-selv bureauerne, der i høj grad er ramt af det, vi kan kalde “udflagning” – salget er lagt til behageligere skattemæssige himmelstrøg. Hos kør-selv bureauerne faldt omsætningen sidste år 13 pct. og hele sektorens tidligere overskud på 30 mio. kr. er barberet ned til et nul,” lyder det fra Ole Egholm.

Analysen viser blandt meget andet også, at rejsebranchens lønniveau steg en anelse sidste år, så en ansat i gennemsnit får 413.000 kr. om året, op fra 407.000 kr. i 2012. Rejsebureauerne havde et overskud efter skat på 93.000 kr. per ansat.

Resultatet i overskud per rejsebureauansat er det bedste i de syv erhverv, Dansk Brancheanalyse laver årlige rapporter om.

Ole Egholms analyse koster 3.600 kr. plus moms og kan bestilles ved at maile til: ole@danskbrancheanalyse.dk