Stjernekok styrker hotelrestauranter

Thorsten Schmidt.

Thorsten Schmidt.

Thorsten Schmidt skal som Group Creative Head Chef, skabe nye restaurantkoncepter på de kendte københavner hoteller – AC Hotel Bella Sky, Copenhagen Marriott og Crowne Plaza Copenhagen Towers.

”Med hånden på hjertet, så må vi nok indrømme, at hotelrestauranter generelt sjældent hæver sig over middelmådigheden. Samtidig er kvaliteten og servicen hævet betragteligt på landets restauranter de senere år, men hotelrestauranterne er sjældent med. Det laver vi om på, på vores tre hoteller, hvor vi de næste 16 måneder vil udvikle og investere i fire nye restaurantkoncepter i samarbejde med Thorsten Schmidt,” siger Allan L. Agerholm, adm. direktør i BC Hospitality Group A/S, som står bag hotellerne.

På Thorsten Schmidts referenceliste står nogle af Danmarks mest prominente restauranter og talrige titler og priser, heriblandt vinder af ’Årets Kok’ og guldmodtager ved World Cup i flere kategorier samt eksklusiv leverandør af et gourmetmåltid til rumstationen ISS.

”Jeg kunne ikke stå for udfordringen. Jeg har faktisk aldrig hørt om et lignende projekt. Det er en vision, jeg deler, hvor den bæredygtige og kvalitetsbevidste tankegang går hånd i hånd med alt, hvad man gør fra arbejdet med leverandører og kravene til valg af kaffe, brød, chokolade og kød. Det kvalitetsbevidste valg omgiver alle stederne og det skal gæsterne på restauranterne også opleve, håber jeg”, siger Thorsten Schmidt