Stjernekrig og Horesta-udmeldelser

Allan Agerholm.

DEBAT: Allan L. Agerholm, direktør for Crowne Plaza Copenhagen Towers og næstformand i Horesta skriver om situationen efter fire store hotelkæder ved årsskiftet meldte sig ud af Horesta og gik ind i Dansk Erhverv.

Af Allan L. Agerholm

Det fyger i øjeblikket med udtalelser som ”stjernekrig” og ”konkurrenceforvridning” samt ”mere politisk indflydelse i Dansk Erhverv” i kølvandet af, at fire hotelkæder (Comwell, Scandic, First & Brøchner) besluttede sig for at melde sig ud af Horesta med virkning fra 1. januar 2013.

Som aktiv hoteldirektør med en stor investering i branchen, så er jeg først og fremmest ualmindelig ked af, at hotelbranchen nu ikke mere står sammen om, at den turismepolitiske dagsorden er bedst håndteret i et samlet Horesta.

Horesta var som bekendt medlem af Dansk Erhverv (DE) i en årrække. En periode hvor turismen – med undtagelse af feriehusene – gang på gang blev forbigået i den politiske dagsorden. Det kan man naturligvis ikke ensidigt klandre DE for, men for os, som deltog aktivt i det erhvervspolitiske arbejde, var det ganske åbenlyst, at turismen ikke havde højeste prioritetsstatus i DE, og vi konkluderede, at dette var medvirkende til den manglende succesrate.

Først i 2011, efter en fokuseret kampagne fra det nye Horestas side, lykkedes det at få politisk fodslag til at få ændret momsafløftningsreglerne fra de hidtidige ¼ af 25% moms til ½ af momsen på hotel og konferenceydelser. Denne kampagne fortsatte ufortrødent, og i de efterfølgende 2 år er der blevet fremsat ikke mindre end 3 beslutningsforslag om fuld momsafløftning og i øvrigt også et enkelt om decideret sænket moms, ligesom Vækstpakke DK indeholder et forslag om ¾ afløftning af de 25% moms.

Hvad angår stjernerne og hotelklassifikationen, ja så er Horesta en demokratisk forening, hvor repræsentantskabet tager de store og vigtige beslutninger. Dette repræsentantskab har i sin tid besluttet at stjerneklassifikationen skal være eksklusiv for Horestas medlemmer bl.a. ud fra den betragtning, at det oprindeligt var Horesta, og dermed medlemmerne, som udviklede klassifikationen fra bunden og afholdte investeringerne hertil, hvorfor medlemmerne også burde nyde eventuelle fordele herved. Dette repræsentantskab har i en årrække talt 3 af de 4 udmeldte hotelkæder, hvorfor man må gå ud fra, at de har været enige i denne beslutning. Der findes i hvert fald ingen referater om det modsatte, ligesom der heller ikke var nogen indvendinger fra dem imod Horestas udmeldelse af DE.

Om denne praksis omkring stjerneklassifikation skal ændres fremadrettet vil derfor også være en sag for Horestas repræsentantskab at tage stilling til. Nu har de pågældende hotelkæder jo imidlertid meldt sig ud, hvorfor de fremadrettet ikke vil have indflydelse på repræsentantskabets beslutningsproces, som i første gang vil være at tage stilling til, at den danske klassifikation overgår til den europæiske klassifikation, Hotelstars Union, som i dag bruges i en lang række EU lande.