Stor aktiepost i europæisk flyselskab solgt

LUFTFART: Asiatisk flyselskab har solgt sine 44 pct. af aktierne i europæisk flyselskab fra Skyteam-alliancen. Investeringen for fire år siden hindrede formentlig, at selskabet krakkede.

Korean Air købte i 2013 44 pct. af aktierne i sin tjekkiske SkyTeam-partner CSA Czech Airlines. Men nu er aktieposten solgt til det tjekkiske charterselskab Travel Service, der i forvejen havde 34 pct. af CSA, skriver atwonline.com

Ifølge tjekkiske medier er Travel Service også ved at købe den tjekkiske stats 20 pct. af aktierne i CSA.

Da Korean Air fra Sydkorea i 2013 købte sin aktiepost i CSA, pumpede man også så mange penge i selskabet, at CSA formentlig undgik en truende konkurs. Siden er økonomien blevet genoprettet. CSA havde sidste år 2,2 mio. passagerer.

Storaktionæren Travel Service havde knap to mio. passagerer i første halvdel af i år, fløjet af dets selskab SmartWings, der også har datterselskaber i Slovakiet, Polen og Ungarn.