”Hurtigruten har ikke tjent penge i ni år,” siger koncernchefen. Derfor vil rederiet fyre op mod hver tredje af de 2.400 medarbejdere – i håbet om at spare 60 mio. kr. om året.
Hurtigruten, der i over 100 år har betjent den norske kyst fra nord til syd, skal omorganiseres og effektiviseres.
”Hurtigruten har ikke tjent penge i ni år. Den tendens er vi nødt til at ændre – bl.a. ved at reducere omkostningerne og øge indtægterne,” siger koncerndirektør Daniel Skjeldam til det norske nyhedsbureau NTB.
Der bliver bl.a. fyringer blandt det administrative personale, lukning af datterselskaber, større satsning på hotel- og restaurantdrift og øget fokus på selskabets kommercielle drift. Hovedkontoret flyttes fra Narvik til Tromsø.
Den nye organisation søsættes 31. marts og vil bl.a. betyde 25-30 pct. færre ansatte. Hurtigruten skriver i en børsmeddelelse, at andre dele af planen skal drøftet på den ordinære generalforsamling 17. april.
Hurtigrutens 11 skibe sejler fragt, passagerer og turister mellem 34 norske kystbyer. Rederiet har sejlet siden 1893.