Stor passagervækst på Færøerne

jet time boeing b737  Færøerne lufthavnLUFTHAVNE: Vagar Lufthavn på Færøerne satte også i september rekord i passagerer, som benyttede lufthavnen. 21.281 rejste igennem den nye terminal i september, en vækst på 5,3 pct. i forhold til september 2013. Hidtil i år har 200.314 passagerer benyttet lufthavnen, og det er en samlet vækst på 7,4 pct. i forhold til sidste år.

Det går godt med at får flere rejsende til at flyve til og fra Færøerne. Der er tale om vækst både indenfor leisure og business-segmentet. Visit Faroe Islands laver et stort stykke arbejde med at promovere Færøerne som en turist-destination og Atlantic Airways har haft succes med nogle af deres ruter imellem Færøerne og kontinentet.

Siden landingsbanen blev forlænget, nye indflyvningsinstrumenter opsat og nye lysmaster blev sat op er regulariteten på Vagar Lufthavn forbedret.

Vagar Lufthavn registrerer alle forsinkelser og aflysninger og følger denne nøje. I forhold til forsinkelser på grund af vejr og vind, så er regulariteten nu på 99,3%. Det er det højeste nogensinde.

”Vi på Vagar Lufthavn er meget tilfredse med, at de massive investeringer, som er lavet her i lufthavnen de seneste fem år, har budt på rekordhøj passagervækst og nu også rekordhøj regularitet. Vi håber, at væksten vil fortsætte, og at flere agenter, operatører og flyselskaber får øje på de udviklingsmuligheder, som ligger her på Vagar og selvfølgelig også på Færøerne”, siger Jákup Sverri Kass, direktør for Vagar Lufthavn.