Store danske passagerstigninger hos Lufthansa & co.

I Danmark omfatter Lufthansa-gruppen også Austrian og Swiss – antallet af rejsende på hele Lufthansa Gruppens danske ruter lå i 2011 på den rigtige side af en mio. passagerer. Gruppens antal af solgte billetter i Danmark steg i 2011 med 21,3 pct.

 

Det oplyser landechef for Lufthansa-gruppen i Danmark, John Nielsen, til takeoff.dk
 
Stigningerne hos de tre flyselskaber er dog meget uens.

 

Væksten var sidste år nærmest nul Austrian ud af Danmark. Det tilskrives delvist faldende efterspørgsel til Mellemøsten, hvor Austrian bl.a. er store. Flyvningerne til Syriens hovedstad, Damaskus, er indstillet pga. urolighederne, der har også været reduceret efterspørgsel på en normalt stor destination som Cairo. Austrian har op til fire daglige flyvninger mellem København og Wien.

 

Swiss havde sidste år en fremgang på 14 pct. på solgte billetter på dets to ruter fra København, tre gange dagligt til Zürich og en gang dagligt til Basel.

 

Fra København flyver Lufthansa fem gange dagligt til Frankfurt samt foreløbig tre gange til München – der kommer en fjerde daglig afgang fra sommerprogrammet. 
Lufthansa har også fire daglige flyvninger fra Billund Lufthavn til Frankfurt.

 

Samlet har de tre flyselskaber omkring 140 ugentlige flyvninger til og fra Danmark.

 

Lufthansa er sidste års succeshistorie med solid fremgang på det danske marked. "Medvirkende til fremgangen er formentlig, at vi altid oplyser, som man skal, totalprisen, at det er med i prisen at kunne tage en kuffert på op til 23 kg. med, gratis servering ombord, også på alle Europa-ruter, vores globale rutenet, vi sørger for vore kunder ved uregelmæssigheder, og så den fleksibilitet vore mange afgange, også i samarbejde med SAS, giver," siger John Nielsen.

 

Erhvervsrejsebureauerne er Lufthansas vigtigste samarbejdspartnere. Ca. to ud af tre Lufthansa-billetter fra Danmark kommer herfra.

 

Lufthansa så sidste år stor vækst på flere markeder på billetter solgt i Danmark. Der var 42 pct. flere rejsende på selskabet europæiske rutenet, 40 pct. fremgang på Sydamerika, hvor Rio sidste år blev ny destination, mens Nordamerika som nr. tre på listen med størst vækst, gav en fremgang på 32 pct. for billetter solgt i Danmark.

 

Omvendt var der en lille tilbagegang på billetter solgt til Fjernøsten, mens Lufthansa nogenlunde holdt skansen på det mellemøstlige og afrikanske marked.

 

John Nielsen, der som tidligere oplyst går på pension med udgangen af februar, siger:

"Jeg er glad for at have afsluttet det formentlig bedste år for Lufthansa i Danmark siden vi begyndte at flyve på Danmark for 55 år siden.

Skal jeg komme med et lille øv, så burde f.eks. VisitDenmark og Københavns Lufthavn ikke kun dele penge ud til nye flyselskaber i København til deres markedsføring af rejser til Danmark. Det lyder bedre, når der åbnes en ny oversøiske rute fra København, men Lufthansa har alene, og i samarbejde med SAS, gennem årtier trukket flere besøgende til Danmark fra hele verden."

Skrevet af Henrik Baumgarten