Store firmaer i Jylland dropper Aarhus Lufthavn

2019/08/defaultmain.jpgLUFTFART: ”Vi har sovet i timen,” indrømmer ny chef for Aarhus Lufthavn, som en kommentar til, at virksomheder som Arla, Grundfos og Danish Crown i stort omfang rejser ud af Billund og som alternativ fra Aalborg.

I takt med, at der bliver flere og flere internationale ruter ud af Billund og til dels Aalborg, har Aarhus Lufthavn mistet tusindvis af business passagerer, som geografisk hørte mere naturligt til lufthavn i Tirstrup.

I dag siger Arlas koncernchef Jais Valeur til Børsen, at man det seneste halvandet år har brugt Billund dobbelt så meget som Aarhus Lufthavn. I 2010 brugte man de to lufthavne lige meget.

”Vores største rejseaktivitet er internationalt, og her bruger vi Billund på grund af direkte forbindelser til Amsterdam, Frankfurt og Paris. Skal vi til USA eller Asien, så er andre lufthavne mere attraktive, og så går trafikken uden om Tirstrup,” siger koncernchefen fra Arla, som ellers har hovedkvarter i Viby i udkanten af Aarhus.

Lufthavnschefen lægger ikke skjul på over for bladet, at hans forgænger, Ole Paaske, har sovet i timen. ”Vi har været meget dårlige til at gøre opmærksom på os selv, og derfor har erhvervslivet ikke brugt os nok,” siger den nye lufthavnschef i Tirstrup, Peter Høgsberg.

Han tilføjer: ”Vi har hidtil ikke brugt penge på markedsføring. Det er helt galt. Det skal vi ændre på.”