Store helbredsprojekter i CPH

Det sker gennem Projekt Luft & Løft, der vil løbe over de kommende tre år i samarbejde mellem flere forskningsinstitutioner, 3F og private virksomheder.

 

Baggrunden er, at bagageportører fortsat anmelder og får anerkendt lidelser i kroppen som følge af belastninger i deres arbejde. Bagageportører har mange tunge løft af bagage – ofte i ubekvemme stillinger under trange pladsforhold. Tungt løftearbejde kan medføre slidgigt og andre muskel-skelet-lidelser, men man ved ikke nok om sikre grænser for løftearbejde. Der har været iværksat forebyggende foranstaltninger,

med anvendelse af løftegrej, men det er usikkert hvor meget det har hjulpet.

 

Til undersøgelse af nedslidningsskader vil forskere fra Bispebjerg Hospital, Syddansk Universitet og Københavns Universitet bruge en ny teknik med videooptagelser og computer-simulation, hvorefter man kan udregne belastningerne i leddene, mens man tager højde for kropsbygning, vrid og arbejdsstillinger.

 

Undersøgelsen skal afdække, hvor tunge byrder man må løfte, hvor hyppigt, i hvilke arbejdsstillinger og i hvor mange år.

 

Samtidig kigger forskerne flere registre i sundhedsvæsenet for at se, om lufthavnsansatte har større risiko for hjerte-/karsygdomme, lungesygdomme eller kræft, som muligvis kan hænge sammen med påvirkning af forureningen i lufthavnen. Målinger har vist, at bagageportører, chauffører, securityfolk og andre, der arbejder på lufthavnens forplads, udsættes for store mængder ultrafine partikler fra forskellige kilder.

 

Undersøgelserne omfatter ca. 5.000 nuværende og tidligere mandlige ansatte i Københavns Lufthavn, SAS og Novia, som fortrinsvis er bagageportører. Desuden undersøges en kontrolgruppe bestående af mænd i samme aldersgruppe.

 

Projekterne finansieres af Arbejdsmiljøforskningsfonden og Gigtforeningen og udføres af forskere på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, Statens Institut for Folkesundhed, Institut for Neurovidenskab og Farmakologi samt Institut for Folkesundhedsvidenskab.

Skrevet af Flemming Juul