Store pengebeløb på spil i fødselsturisme til USA

babySTATSBORGERSKAB: Kinesisk mor udtaler sig nu om, hvordan hun blev snydt af rejsebureauet, som arrangerede fødsels-tur til USA.

Det går ikke lige regelret til, når velhavende kinesiske ægtepar beslutter sig til, at deres børn skal fødes i USA for på den måde automatisk at blive amerikanske statsborgere. Det giver senere i livet mulighed for både arbejdstilladelse og bopæl, ligesom forældrene lettere kommer til USA, når deres barn er amerikansk statsborger.

KINGS News i USA har boret lidt i en sag med en kinesisk familie, som drog fra Beijing til Seattle for at den gravide hustru kunne føde sit barn i Amerika. De betalte ca. 500.000 kr. for rejsen og selve arrangementet. Men senere skulle det vise sig, at der også skulle betales 45.000 dollars for indkvartering i huset i fire måneder i området.

Det fortsatte med, at udlejerne og bureauet lokkede familien til store investeringer og vedligeholdelse af deres nyindkøbte huse, når parret vendte tilbage til Kina. Hverken bureau eller de amerikanske værter og arrangører har villet udtale sig.

Nok så interessant er moderens beretning om, hvordan hun blev rådet til at klæde sig godt på, så hun kunne skjule sin graviditet, både når hun skulle have turistvisum, og når hun skulle med flyet på business class.

Det viste sig også, at hun selv skulle betale for hospitalet ved fødslen og det efterfølgende ophold. Nu er familien tilbage i Beijing og har fortalt om deres oplevelser.

Det blev en dreng – og forhåbentligt er han nu amerikansk statsborger!