Storhotel klar med strøm til elbiler

hotel Bella Sky elbilHOTELLER: Gæster på Nordens største hotel, Bella Sky Comwell, kan nu få strøm på deres elbil ved hotellet.

Elbiloperatøren Clever har netop åbnet en 22 kW hurtiglade-stander ved hotellet i Ørestaden til glæde for besøgende i elbil. Den nye ladestander, kan lade to elbiler ad gangen og passer til alle moderne elbiler.

”Placeringen ved Bella Sky giver hotelgæsterne mulighed for at oplade elbilen, mens de overnatter på hotellet, og samtidig har vi fået hurtigopladning i Ørestad,” siger Lars Bording, adm. direktør i Clever.

Og Bella Skys direktør, Anders Duelund, siger: ”Hotellet har en stærk bæredygtig profil og vi vil gerne gå foran ved at tænke nyt, når det kommer til miljø. Det kan vi blandt andet gøre ved at samarbejde med andre virksomheder og leverandører, der tænker grønt. Vi tror, at langt flere vil vælge elbilen fremover, og derfor vil vi gerne gå foran op tilbyde opladning til dem.”