Stort dansk fokus i Berlin

IMG_9537REJSEMESSER: ITB-messen besøges af lige så mange forbrugere som feriemessen i Herning, ca. 60.000. Men giganten i den tyske hovedstad tiltrækker på sine fagdage over 100.000 rejsebranchefolk.

De 10.086 udstillere fra 188 lande i de mange store haller havde atter i år brugt store millionbeløb på de ofte imponerende stande.

Vist har Danmark de seneste år mistet mange turister fra sit største marked, Tyskland, der leverer 60 pct. af alle udenlandske overnatninger. Men det har andre lande også. VisitDenmark vil skabe skarpere dansk profil.

Et transportabelt samlesæt af et dansk feriehus er én måde, VisitDenmark og partnere blandt feriehusudlejere skal tilbagevinde det tabte tyske marked. Danmark er dog stadig på Top 10 over de lande, flest tyskere ferierer i – foran bl.a. Schweiz, England og Portugal.

”Vi skal udløse potentialet hos de 3,8 mio. tyskere, der har interesse for ferie Danmark. Får vi dem herop, bliver de i snit 11 dage og bruger ca. 5.000 kr. pr person,” sagde VisitDenmarks markedschef i Tyskland, Lars Ramme Nielsen, under ITB til Stand By. Samlet lægger tyske besøgende årligt 10 milliarder kr. i Danmark.