Stort dansk fremstød under OL

Under sommerens OL i London vil der på St. Katharine Docks lige ved Tower Bridge være indrettet et 700 m2 stort område, hvor briter og udenlandske turister kan få et indblik i Danmark under tre forskellige temaer: Turisme, Gastronomi, Design & Mode.

 

Imagination løber fra 27. juli til 12. august og forventes at tiltrække op mod 300.000 besøgende. VisitDenmark er gået i partnerskab med TV 2 om leje af området, og St. Katharine Docks danner således også base for TV 2s OL-studiet.

”Under OL er London i verdens søgelys, og den opmærksomhed vil VisitDenmark udnytte til at vise verden de oplevelser, som Danmark kan tilbyde,” siger Henrik Kahn, der er markedschef i VisitDenmark for Storbritannien.

 

”Imagination er et udstillingsvindue til et stort internationalt publikum og samtidig en unik platform for danske virksomheders kommunikation til samarbejdspartnere og forbrugere. Det er en oplagt mulighed til at vise Danmark frem og give OL-gæsterne et indblik i dansk livsstil og kreative kompetencer på en sjov, inspirerende og anderledes måde,” siger markedschefen.

 

På Imagination kan de besøgende aktivt deltage i forskellige aktiviteter, f.eks. skabe P.S. Krøyers Hip Hip Hurra i LEGO, komme ombord på et vikingeskib eller hjælpe med at tilberede dansk mad, mens de nyder dansk musik fra områdets scener.

Der planlægges også en madfestival med fokus på Nyt Nordisk køkken, ligesom man vil kunne stille sin sult på den lokale pub, der i OL-dagene vil fungere som en hyggelig dansk kro med danske retter på menuen. Desuden vil en pølsevogn sørge for danske hotdogs på Imagination.

Skrevet af Jan Aagaard