Stort hotel renoveret for 75 mio. kr.

Fra genindvielsen i fredags af Comfort Hotel Vesterbro, fra venstre hotellets direktør, Martin Kraunsøe, med kolleger fra Hertz Biludlejnings salgsafdeling, Angelica Østervig og Nicolas Domenici. Foto: Preben Pathuel.

Fra genindvielsen i fredags af Comfort Hotel Vesterbro, fra venstre hotellets direktør, Martin Kraunsøe, med kolleger fra Hertz Biludlejnings salgsafdeling, Angelica Østervig og Nicolas Domenici. Foto: Preben Pathuel.

HOTELLER: Forleden fejrede et af Københavns største hoteller, det 400-værelser store Comfort Hotel Vesterbro, færdiggørelsen af sin totalrenovering og fremvisning af de nye værelser, mødelokaler og nyt brasserie. Hotellet, der hører under norske Choice Hotels, vil gerne tiltrække flere forretningsgæster.

Med Diners Club, Hertz Biludlejning, Hurtigruten og Norwegian som medsponsorer havde Comfort Hotel Vesterbro i fredags inviteret ca. 300 ansatte hos rejsebureauer, firmakunder, erhvervskunder, turoperatører, incomingbureauer osv. til præsentation af de nye omgivelser.

Martin Kraunsøe, der sidste efterår blev direktør for det store hotel tæt på Hovedbanegården, Tivoli og Rådhuspladsen, sagde søndag til standby.dk: ”Vi har totalrenoveret alle 400 værelser, de har bl.a. fået nye møbler, vi har rykket lobbyen ind i vores atriumgård, mens vi ud mod Vesterbrogade har cocktailbar og brasserie Plectrum Vesterbro med bl.a. tapas, DJ-musik og levende musik fredage og lørdage. Også morgenmadsrestauranten er blevet renoveret.”

De 15 år gamle hotel er i alt blevet opgraderet for over 75 mio. kr.

”Det går atter godt, vi har selvfølgelig mistet noget forretning, mens der blev bygget om. I dag er ca. 60 pct. af vores omsætning relateret til leisure, men vi håber på mere erhvervsturisme, gerne over halvdelen af vores omsætning, da vi også kan tilbyde en flot ny konferenceafdeling,” siger Martin Kraunsøe.

Comfort Hotel Vesterbro hører under norske Choice Hotels, der også har Skt. Petri i det centrale København ligesom kæden har to franchisehoteller i Danmark, Hotel Dan i Kastrup og Hotel Prindsen i Roskilde.