Abu Dhabi, det største af de syv Forenede Arabiske Emirater, inviterer 2. juni rejsebranchen til event med partnere fra emiratet – ”og mulighed for at opleve den arabiske madkultur på tæt hold.”
Sammenkomsten om Abu Dhabi for den danske rejsebureaubranche den 2. juni i København er arrangeret i samarbejde mellem det nordiske PR- og repræsentationsbureau United Spirit Nordic og incomingbureauet Masarra DMC fra Abu Dhabi.
Der er i alt syv medlemmer af de Forenede Arabiske Emirater; de tre mest kendte er nok udover Abu Dhabi også Dubai samt Ras al Khaimah. De fire andre er Ajman, Fujairah, Sharjah og Umm Al Quwain.
Emiraterne konkurrerer i stigende grad med andre aktører i regionen om at tiltrække udenlandske turister – emiraterne er blandt andet oppe imod Oman, Qatar og Saudi-Arabien.
I indbydelsen til rejsebureauerne fra United Spirit Nordic, der har hovedkontor i København, og Masarra DMC fra Abu Dhabi hedder det blandt andet: ”Vi er glade for at invitere til et event i København sammen med nogle af Massaras partnere fra Abu Dhabi. De vil sammen give et smugkig på alle de nye, fantastiske muligheder, Abu Dhabi har at byde på.”
Formel1-racerløb og forlystelsesparker
Der forventes flere deltagere fra Abu Dhabi til eventet i København, oplyses det, men blandt de aktører, der allerede har meldt deres deltagelse, er Yas Plaza Hotels på Yas Island, Rixos Hotels, W Yas Island og Miral Destinations.
Udover præsentation af Abu Dhabi som rejsemål, får deltagerne den 2. juni også ”mulighed for at opleve den arabiske madkultur på tæt hold.” Interesserede kan nemlig være med til at tilberede arabiske retter sammen med andre fra branchen.
Abu Dhabi har i øvrigt sit eget flyselskab, Ethad Airways, der flyver hele året til blandt andet Københavns Lufthavn.
Forleden meddelte turistmyndighederne i Abu Dhabi, at Walt Disney-koncernen i starten af 2030’erne ville åbne en gigantisk forlystelsespark på føromtalte Yas Island. Udover at Abu Dhabi har råd til at betale gigantregningen for kæmpeprojektet, er emiratet også valgt fordi en tredjedel af verdens befolkning bor omkring fire timers flyvning fra Abu Dhabi, blev det oplyst.
Relaterede artikler:
Disney planlægger forlystelsespark i Abu Dhabi

STANDBY.DK Nyt om rejser


