Stribe af fejl på IC4-motorer

IC4_værkstedLækkende brændstofrør, knækket krumtapaksel, ringe køling af generatorer, revner i udstødningsmanifolden – 25 fejl er gennem årene opstået på IC4-togenes motorsystemer, skriver Ingeniøren.

Det fremgår af den ekspertrapport, som DSB har købt hos det schweiziske ingeniørfirma Prose. Schweizerne lod overordnet IC4 bestå den ’endelige eksamen’, og giver DSB et uafhængigt udsagn om, at det er rentabelt at fortsætte med de italienske tog.

Rapporten giver dog samtidig rødt kort til togenes motorsystem, som schweizerne mener, bærer præg af ’ufuldstændigt ingeniørarbejde’. Fejlene er så mange og alvorlige, at der sættes spørgsmålstegn ved, om togenes såkaldte power packs er ordentligt designet, skriver finans.dk.

Hvert togsæt har fire power packs – to i hver endevogn. En power pack er den komplette ’energipakke’ monteret i et udskifteligt modul og rummer dieselmotor, turbolader, kompressor, generator og kølesystem.

De 25 fejl er ofte enkeltstående, som ikke dukker op i alle motorer, og de fleste er blevet løst. Men årsagen til en af de alvorligste fejl er endnu ikke kendt.

Konsekvensen kan ifølge Prose blive, at alle motorerne skal skiftes ud, og det vil koste 148 millioner kroner.

Ingeniørdocent ved DTU Mekanik Peder Klit: ”Som jeg ser det, er det værste af problemerne de nedbrudte lejepander. Det er et meget omfattende nedbrud og det er utroligt, hvis de har kunnet køre med det, siger han til Ingeniøren.

DSB er ifølge rapporten gået i gang med en teknisk undersøgelse af problemet, men arbejdet er forsinket af ’mangel på tilgængelige ressourcer’.

Inden jul skal DSB præsentere sine bud på IC4-alternativer til politikerne på baggrund af rapportens konklusioner.