FLYSELSKABER: Alarmcentralen SOS International og danske Sun-Airs datterselskab JoinJet fornyer deres kontrakt. JoinJet sender f.eks. fly med bårer til fjerne rejsemål og bringer svært tilskadekomne hjem til Norden.
JoinJet er et af flere flyselskaber, der udfører ambulanceflyvninger for den store alarmcentral SOS International med hovedkvarter på Frederiksberg. SOS har i snit en daglig ambulanceflyvning.
SOS, der ejes af flere nordiske forsikringsselskaber og er Nordens største assistanceorganisation på sit område, har netop forlænget kontrakten med JoinJet, et datterselskab af Sun-Air med hovedkvarter i Billund Lufthavn, med yderligere tre år.
JoinJets direktør, Kristoffer Sundberg, siger til standby.dk: ”JoinJet leverer ambulanceflyvninger til SOS. Vi har for SOS været i f.eks. Brasilien, Filippinerne, Japan, Kenya, Thailand og USA. Vi kan rykke ud med blot to timers varsel og flyver f.eks. med en af vores Hawker 800 XP jets, der har plads til tre bårer og har en rækkevidde på 5.000 km. SOS sørger for alt medicinsk udstyr i flyet.”
29-årige Kristoffer Sundberg er kaptajn hos Sun-Air og JoinJet og har selv fløjet en række af turene for SOS. Hans interesse for flyvning kommer ikke fra fremmede, hans far, Niels Sundberg, er ejer og adm. direktør for Sun-Air. Gennem årene er Kristoffer Sundberg kommet op på 5.000 flyvetimer som erhvervspilot.
Ud over ambulanceflyvninger har JoinJet med sine fly mange flyvninger med alt fra medlemmer af europæiske kongehuse, forretningsfolk, rockgrupper osv. Sidste år omsatte JoinJet for 115 mio. – noget af en stigning fra åbningsåret, 2009, hvor omsætningen var 13 mio. kr.
På årsplan kommer ca. 650 alvorligt tilskadekomne patienter hjem til Norden med ambulancefly. SOS sørger årligt for hjemtransport fra hele verden af 9.000 patienter; ca. 650 med ambulancefly, omkring 2.000 kan f.eks. transporteres på båre i et rute- eller charterfly, mens de øvrige kan sidde i et flysæde.
Årligt køber SOS ca. 30.000 flysæder. Flysæderne bruges også, når læger og sygeplejersker fra SOS skal frem til patienten, eller hvis f.eks. pårørende til en tilskadekommen skal til hospitalet i udlandet, hvor vedkommende er indlagt.