Sun-Air lukker på Helsinki – og åbner på Berlin

Sun-Air skiftede i marts i år fra at betjene Helsinki fra Billund til at prøve lykken via Aarhus Lufthavn – det blev heller ikke nogen succes. Derfor mister Jylland nu sin eneste forbindelse til Helsinki, hvorfra Finnair har 11 ruter til Fjernøsten.

Sun-Air fortsætter dog sit codeshare samarbejde med Finnair på sine øvrige ruter.

 

I stedet har British Airways-partneren Sun-Air nu kastet blikket på den tyske hovedstad. Efter planen indvies den nye storlufthavn, Berlin Brandenburg, 3. juni.

 

I løbet af sommeren 2012 vil Sun-Air i samarbejde med Air Berlin åbne en eller flere ruter fra Jylland til Berlin. Air Berlin, der netop har fået Etihad Airways fra Abu Dhabi som største aktionær med 29 pct. af aktierne, indtræder i starten af det nye år som medlem i Oneworld-alliancen, og betjener alene fra Berlin 70 destinationer.

 

Der vil dermed være mulighed for at føde trafik ind til en lang række interessante rejsemål fra Berlin. Sun-Air arbejder i øjeblikket med Air Berlin på at få tingene på plads. Derfor er startdatoerne for de nye ruter fra Jylland til Berlin endnu ikke fastlagt.

 

Sun-Air flyver i dag fra Aarhus til også Oslo, Stockholm-Bromma og Gøteborg, og fra Billund til Bruxelles, Düsseldorf, London City og Manchester.

 

Sun-Air har hovedsæde i Billund og afdelinger i Aarhus og Thisted. Charterafdelingen arrangerer individuelle flyrejser for virksomheder, grupper og sportsklubber. Firmaet har 160 medarbejdere og flyver næsten udelukkende med Dornier-jetfly.

 

Skrevet af redaktionen