”Jeg har det ikke godt med sammenligningen med Rejsemægleren og udviklingen i Prag”, siger direktør Morten Pedersen fra DUF-Rejser, som står bag 4.000 unges rejser til Sunny Beach med væsentlig bedre rejseleder-styring.
Flere har sammenlignet de unge og begivenhederne i Prag i den forløbne uge med Sunny Beach. Inklusive standby.dk.
”Jeg har det ikke godt med sammenligningen. Det er et medieforvirret billede af Sunny Beach. De selskaber, der leverer rejser til Sunny Beach, er langt mere professionelle, og der sker ikke noget, der ligner de tilstande, vi ser fra Prag i disse dage. Unge danske kan sagtens håndteres og feste samtidig,” skriver Morten Pedersen.
”Vi er mere end syv gange så mange guider pr. gæst til vores unge. Derudover er vi meget oplysende og præventive omkring håndteringen. Vi ved hvilke forholdsregler, der skal tages, og hvis uheldet er ude, kan vi håndtere det med det samme.
I Prag tager selskabet afstand og prøver at skjule sig for gæster og medier. Vi gør, hvad vi kan for at oplyse og informere i tilfælde af uheld,” fortsætter han.
DUF-Rejser sender i løbet af sommeren ca. 4.000 unge til Sunny Beach og har med jævne mellemrum været om talt i medierne for det vilde liv under opholdet, hvor unge har optrådt på en måde, som deres forældre meget nødigt hører om.

STANDBY.DK Nyt om rejser


