Sunweb, der sælger rejser i syv europæiske lande, herunder Danmark, slutter salg af billetter til dyreshows. Over en halv million dyr lider i turistindustrien, vurderer World Animal Protection.
Sunweb Group, der har hovedkvarter i Holland, er aktiv på syv europæiske rejsemarkeder – foruden den hollandske hjemmebane også i Belgien, Danmark, Frankrig, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Koncernen havde sidste år over 1,3 millioner gæster og en omsætning på mere end 1,2 milliarder euro.
Nu oplyser Sunweb og dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection i en pressemeddelelse, at Sunweb Group fjerner alle udflugter fra sine programmer, hvor dyr bruges til underholdning.
Sunweb-gæster kan dermed ikke længere booke billetter til dyreshows som delfin- og elefantshows eller andre aktiviteter, hvor dyr optræder for turister. Det samme gælder for tæt kontakt, såsom at røre, vaske, svømme eller tage billeder med dyr.
Sunweb tilbyder fortsat aktiviteter såsom hvalsafarier, så længe de gennemføres af ansvarlige udbydere, der holder tilstrækkelig afstand og ikke forstyrrer de vilde dyr i deres naturlige adfærd.
Dyrevelfærd og dyr i naturlige omgivelser
I stedet vil Sunweb fokusere på udflugter og rejseoplevelser, der tager hensyn til dyrevelfærd og giver mulighed for at opleve dyr i deres naturlige omgivelser, oplyses det.
Ændringen er en del af en styrket dyrevelfærdspolitik, som Sunweb har udviklet i samarbejde med World Animal Protection. Sunweb ønsker ikke længere at understøtte en industri, hvor vilde dyr udsættes for lidelser, når de trænes til shows, optræden eller tæt kontakt med gæster.
”Dyremishandling hører ikke hjemme i vores vision for ansvarlig turisme. Ikke alle turister er bevidste om den lidelse, der ligger bag underholdning med dyr. Som rejsearrangør har vi et ansvar for de udflugter og rejseoplevelser, vi tilbyder. Vilde dyr bør så vidt muligt leve i deres naturlige habitat,” siger Jan Lockhart, nordisk chef for Sunweb, i pressemeddelelsen.
Sunweb fremhæver, at rejsearrangøren ønsker at tage et større ansvar for sin påvirkning og bidrage positivt til destinationer og lokalsamfund.
Reducerer vores negative miljøpåvirkning
“Vi arbejder på at synliggøre vores negative miljøpåvirkning, træffe og tilbyde mere bevidste valg samt samarbejde med vores partnere i værdikæden om bæredygtighed. Ud over at reducere vores negative miljøpåvirkning stræber vi efter at bidrage positivt til vores destinationer og de lokale samfund,” siger Jan Lockhart.
Det glæder World Animal Protection, som har været med til at udforme rejsearrangørens dyrevelfærdspolitik.
”Hver dag lider mere end en halv million dyr i turistindustrien. De stresses, kontrolleres og tvinges til at underholde turister. Vi er derfor meget glade for, at Sunweb har valgt at fjerne alle rejseoplevelser, hvor der tilbydes nærkontakt eller shows med dyr,” siger Stephanie Kruuse Klausen, programansvarlig i World Animal Protection Danmark, i pressemeddelelsen.
I Danmark har rejseselskaber som Apollo Rejser, Bravo Tours og Spies i samarbejde med World Animal Protection indført retningslinjer, der skal sikre, at deres rejsende kan opleve dyr med god samvittighed, hedder det.
Relaterede artikler:
Anklager Thailand for mishandling af turistelefanter

STANDBY.DK Nyt om rejser


