Svært at finde erstatning for Egypten

Dykning ved Hurghada, en af Egyptens største turistdestinationer. Arkivfoto: Bravo Tours.

Dykning ved Hurghada, en af Egyptens største turistdestinationer.

CHARTERREJSER: Hvis ikke der igen bliver grønt lys for rejser til Egypten i nær fremtid, kan det blive svært at finde erstatning uden en meget længere flyrejse. Kanariske Øer kan ikke klare meget mere.

I går gjorde Star Tour boet op efter det kedelige afbræk i charterrejserne til Det røde Hav i Egypten med ideelle badeforhold og et paradis for dykkere. Det er det tilsyneladende fortsat, selv om mange lande har kaldt deres turister hjem, inklusive Danmark.

”Vi har fundet plads på vore sommerdestinationer, primært Tyrkiet og Grækenland, og det valg har 67 procent taget imod. Andre har valgt at blive hjemme til senere, hvor de forhåbentlig igen kan komme til Egypten,” siger salgsdirektør Stig Elling til standby.dk.

Hvor længe man vil vente med at tage den afgørelse er ikke besluttet. Det afgør udviklingen, men Star Tour vil næppe, som andre har oplyst, vente til 14 dage før. Den startdato de fleste rejsearrangører i Danmark stiler imod er begyndelsen af oktober. For at være på plads til skolernes efterårsferie. Om det så holder afhænger naturligvis af situationen i Egypten og Udenrigsministeriets rejsevejledning.

”Kanariske Øer er et oplagt alternativ,” siger både Stig Elling og direktør Peder Hornshøj fra Bravo Tours, men det er ved at være småt med sengepladser på hotellerne i vinter. Selv om øerne slet ikke klimamæssigt kan konkurrere med Egypten og næppe heller med prisniveauet.

Sidste år rejste 117.000 danskere på charterferie til Egypten.