Svensk skik fejres i Tivoli

LuciaSøndag den 13. december hylder Tivoli legenden Lucia, der led martyrdøden for de fattige, med 110 syngende piger.

Der er tale om en gammel svensk skik, hvor et fakkeloptog gik fra gård til gård med den vakreste pige forrest for at vække gårdens karle. Men danskerne har taget traditionen til sig og bruger anledningen til at tænde lys i mørket.

Tivoli har samlet fem kor, der tilsammen tæller over 100 piger. Korene er børne- og ungdomskor fra København. Ud over ’Nu bæres lyset frem’ fremføres ’Et barn er født i Betlehem’, ’Dejlig er den himmel blå’, ’Jingle Bells’, samt ’Hvad er det, der gør jul til noget særligt’, som vandt DR P2´s jule sangs konkurrence.

De fem kor i Tivoli er: Frederiksberg Sogn Pigekor, Dragør Kirkes Ungdomskor, Vesterbro Provsti Ungdomskor, Sankt Cæcilia Børnekor og Brønshøj Kirkes Pigekor.

På Luciadagen i 1927 arrangerede Stockholms Dagblad det første offentlige Luciaoptog, og skikken, som stammer fra Västergötland, spredtes hurtigt i hele Sverige, hvorfra den i 1944 kom til Danmark, da det første Luciaoptog arrangeredes i National Scala i København.