Svensk slingrekurs om køb eller salg af SAS

”Det er en misforståelse,” lød det fredag fra det svenske Finansministerium kort efter, at Bloomberg News samme dag skrev, at Danmark, Norge og Sverige er ved at nå til enighed om et salg af landenes aktieposter i SAS.

 

"Det beror på en misforståelse. Der er intet nyt i, at landene har dialog om aktieposterne," sagde ministeriets pressemedarbejder, Victoria Ericsson, til Ritzau.

 

Hun henviser til, at den svenske regering i 2010 fik mandat fra den svenske Riksdag til at reducere landets aktiepost i SAS, men hun afviser, at man er ved at nå til enighed om et eventuelt salg.

 

De tre skandinaviske stater ejer 50,4 af SAS. Mens Norge og Sverige har udtrykt ønske om at skille sig af med deres aktieposter, er Danmark mere tøvende.

En af årsagerne til den danske modstand skulle være, at konsekvenserne for Københavns Lufthavn af et salg af SAS er usikre. Lufthavnen er et afgørende knudepunkt for SAS, men kan blive mindre vigtig, hvis flyselskabet falder på nye hænder.

 

Tidligere i fredags citerede Bloomberg News ifølge Ritzau Finans, at de tre skandinaviske regeringer er ved at nå til enighed om et salg. Bloomberg citerede den svenske markedsminister Peter Norman, der tilføjede, at regeringerne har forskellige syn på konkurrencemæssige spørgsmål.

Skrevet af redaktionen