TAP havde 35 agenter i Brasilien

SONY DSCFLYSELSKABER: TAP Air Portugal har haft stor studietur til Brasilien for 35 rejsebureauagenter fra Norden og Baltikum. Star Alliance-medlemmet er største operatør mellem Europa og Brasilien, hvor det flyver til 12 destinationer.

TAP’s årlige studierejse til Brasilien havde deltagelse af rejsebureauagenter fra Danmark, Sverige, Norge, Finland og Estland. Agenterne fra hvert land havde forskellige rundture i det enorme land – inden de alle sluttede af ved at mødes to dage i Rio de Janeiro. F.eks. havde de danske agenter forinden været i byerne Natal og Praia da Pipa.

I Rio de Janeiro oplevede TAP’s gæster bl.a. Corcovado-bjerget med Kristus-figuren på toppen og Sukkertoppen med den flotte udsigt over byen, der næste år er vært for De Olympiske Lege. På den berømte Copacabana-strand var der arrangeret TAP Nordic & Baltic Games, hvor ”landsholdene” skulle dyste i beachvolley. Her vandt nordmændene turneringen foran Sverige, Estland, Danmark og Finland.

TAP Air Portugal har 82 ugentlige afgange fra Lissabon til 12 destinationer i Brasilien: Rio de Janeiro, São Paulo, Fortaleza, Natal, Recife, Salvador, Brasília, Belo Horizonte, Porto Alegre, Campinas, Amazonas-Manaus og Amazonas-Belém.

Selskabet flyver dagligt på København, Oslo, Stockholm og Helsinki ligesom det har fire ugentlige fly til Göteborg fra Lissabon.

”Brasilien er et spændende, voksende og et meget lovende marked. Derfor besluttede TAP Portugal Nordic at invitere rejsebureauer fra hele Norden og Baltikum med på den inspirerende studierejse til Brasilien,” siger TAP’s salgschef i Danmark og for Sydsverige, Henrik Nielsen, og tilføjer: ”For virksomheder, der planlægger konferencer, gruppemøder eller aktiviteter i udlandet, er Brasilien blevet en populær destination.”

Ud over sine 12 ruter til Brasilien flyver TAP også til 15 destinationer i resten af Latinamerika; hertil kommer 13 i Afrika.