Team Benns Ski bliver nu inkorporeret i Højmark Rejser – sidste vintersæson sendte de to bureauer over 40.000 skandinaviske gæster på skiferie; over halvdelen til Østrig.
”Det er vores skiafdeling, Team Benns Ski, der fusioneres med Højmark Rejser. Vi har ikke fået penge, men aktier i Højmark Rejser, hvor vi nu er storaktionær, selv om vi har under 50 pct. af aktierne,” siger adm. direktør i Teams Benns, Allan Qvist, til takeoff.dk
”Vi har været i dialog med Højmark om dette i et par måneder; selv om ordet ”synergier” fortærsket i forbindelse med fusioner, så er der altså synergier i dette. Det gælder på IT, personale, husleje, hvad det koster at drive organisationen, ligesom større volumen giver større indkøbsfordele,” siger Allan Qvist og tilføjer, at fusionen vil koste fire arbejdspladser – fra ansatte fra Team Benns og én fra Højmark.
I alt har de fusionerede skirejsebureauer 30 ansatte og får hovedkontor hos Højmark Rejser i Ringkøbing. På destinationerne har bureauet ca. 100 guider.
Cirka 20 pct. af Team Benns samlede omsætning sidste år på 350 mio. kr. kom fra skirejsedelen. Team Benns, der hører under Kilroy-koncernen, fik sidste regnskabsår et overskud på næsten 16 mio. kr.
”Der går godt – vi har tocifret vækst, markedet er fantastisk og vi forventer ny omsætningsrekord igen i år. De, der siger at det ikke går godt i øjeblikket, er dårlige til at drive deres rejsebureau,” siger Allan Qvist og tilføjer, at der i år kommer nye opkøb fra Kilroy-koncernen i Danmark.
I øvrigt fortsætter både Højmark Rejser og Team Benns Ski som selvstændige varemærker efter fusionen.
”Vi ser muligheder for at udnytte vores størrelse som Skandinaviens største skirejseudbyder til at indgå bedre indkøbsaftaler og foretage investeringer i fremtiden, men det grundlæggende er at styrke Højmark Rejser og Team Benns Ski,” siger adm. direktør for Højmark Rejser, John Brügmann.
Højmark Rejser åbnede i 1992 med skirejser til Østrig, og består i dag også af svenske Lion Alpin og det onlinebaserede rejseselskab Clickski.com
Team Benns Ski skilles ud fra Team Benns, der fortsætter med sine øvrige forretningsområder inden for rejsebranchen som f.eks. krydstogtrejser, safarirejser, studierejser og oversøiske rejser.