TURISME: Antallet af flybookinger til Istanbul er faldet 32 pct. efter terroraktionen i byen tidligere på måneden.
Det siger i hvert fald opgørelse fra ForwardKeys, der overvåger rejsemønstre ved dagligt at analysere over 14 mio. flybookinger.
Olivier Jager, medstifter og direktør for ForwardKeys siger: ”Vores data viser en umiddelbar reaktion med færre bookinger til Istanbul efter terrorbomben. Men faldet i bookede rejser til Istanbul har slet ikke været så slemt, som det var mod Paris efter terrorangrebene den 13. november sidste år.”
Ifølge ForwardKeys er faldet af bookinger til Istanbul mindre for besøgende hos familie og venner samt forretningsrejsende – det største fald i ugerne efter angrebet i Istanbul har navnlig ramt ferierejsende.
Hovedparten af de dræbte ved selvmordsbomben i Istanbul var tyske turister og ifølge ForwardKeys’ data har det største fald af bookede rejser til Istanbul netop været fra Tyskland, hvor der har været 39 pct. færre bookinger eller aflysninger af allerede bookede rejser, sammenlignet med samme periode sidste år.