Thai Airways fejrede 50 års jubilæum

I år er det 50 år siden, at Thai Airways lettede – med SAS som fødselshjælper. 12 år senere, i 1972, åbnede Thai sin første rute til Europa, til København. Siden er antallet af flyvninger til Bangkok bare steget.

 
I dag flyver Thai Airways, der seks gange har vundet en Danish Travel Award, dagligt med Boeing 747 fra København og Stockholm – i denne uge er det et år siden, at Thai også åbnede på Oslo. Denne rute flyves om sommeren fem gange om ugen med en Airbus 340 og dagligt i vintersæsonen med en Boeing 777.

 
Trods de politiske problemer i Thailand, der for nylig gav et midlertidigt gult kort fra Udenrigsministeriet om rejser til navnlig Bangkok, går det atter fint, sagde salgsdirektør hos Thai Airways, Flemming Sonne, i aftes til Take Off ved den store agentfest.

 
”Vi har flere bookinger for juni og juli end samme tid sidste år, mens august og september er lidt lavere – derfor kommer vi snart med kampagnetilbud for denne periode. Men generelt skal Thailand nok klare sig, man kom videre efter tsunamien, efter SARS og det gør man også denne gang,” sagde Flemming Sonne.

 
Sidste år rejste 145.000 danskere til Thailand, en nedgang fra 148.000 i 2008.

Ca. 70 % af Thai Airways’ passagerer mellem København og Bangkok skal til Thailand – resten fortsætter med Star Alliance-medlemmets ruter til resten af Fjernøsten, herunder bl.a. Australien. 

 
Thai Airways var sidste år 17. største flyselskab i Københavns Lufthavn med 234.000 passagerer.

Stand Bys augustudgave bringer stor fotoreportage fra festen i aftes hos Thai Airways.
 

Skrevet af Henrik Baumgarten