Thai Airways festede for rejsebranchen

6. juni 1972 åbnede Thai Airways sin første rute fra Bangkok til København. Ruten var også den første til Europa pga. det gode samarbejde Thai havde med SAS.

 

Flyet på ruten var en DC 8 med et fuelstop i Teheran. I dag flyver Star Alliance-medlemmet Thai direkte med en daglig B747-400, og næste år i april indsættes en B 777-300 ER på ruten til Bangkok. Snart kommer der måske to daglige fly…

 

40-årsjubilæet blev forleden fejret på etablissementet Rosie McGee’s ved Rådhuspladsen i København, der tidligere sidste uge kom i mediernes søgelys, da en 22-årig dørmand blev fængslet for vold efter overfaldet på en 33-årig.

 

Men den episode mærkede Thai Airways’ 276 feststemte gæster intet til. Serveringen bød på fem thai-retter, fem kæmpe lagkager og rigeligt med drinkskuponer, hvilket skabte en festlig atmosfære, der yderligere blev intens pga. lodtrækning om tre flotte præmier, der hver bestod af rejser for to personer til Thailand med et attraktivt hotel og landarrangement. To af præmierne foregår på premium class.

 

En anden meddelelse, der vakte begejstring, var, at Thai Airways – som tidligere oplyst i bl.a. Stand By og takeoff.dk – 28. oktober genoptager flyvningerne til Phuket på fredage og søndage.

Skrevet af Villi Karup Rasmussen