Thai Airways overvejer mere kapacitet på København

Thai Airways har endnu ikke besluttet, om det skal indsætte ekstra kapacitet mellem Bangkok og København, fordi SAS fra starten af april sæsonlukker ruten. SAS siger, at man fra vinterfartplanen næste år vender tilbage til Bangkok – men har ikke oplyst hvornår eller antal frekvenser.

 

SAS har op til fem ugentlige fly mellem København og Bangkok i sommerperioden. Passagererne til disse flyvninger vil andre flyselskaber så kunne kæmpe om.

 

”København-Bangkok bliver fremover en sæsonrute; vi lukker i april, men vender tilbage fra vinterprogrammet. Men hvornår eller med hvor mange frekvenser, ved vi endnu ikke,” sagde pressechef hos SAS i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, sidste uge til takeoff.dk

 

Spørgsmålet om mere kapacitet på København-Bangkok efter SAS sæsonlukker, blev bragt op, da Thai Airways’ salgsdirektør for bl.a. Danmark, Flemming Sonne med 20 år i Thai Airways, i går var gæst hos Danske Rejsejournalister på Royal Radisson-hotel i København.

 

Her sagde Flemming Sonne, at boomet til Thailand begyndte i 1997, hvor charterselskaberne åbnede ruter.

 

”Charterselskaberne havde pengene til markedsføring af Thailand. I dag er der stor konkurrence på Thailand – ikke kun fra europæiske selskaber som Finnair, KLM og Lufthansa, men også fra mellemøstlige flyselskaber som Emirates, Turkish Airlines og Qatar Airways,” sagde Flemming Sonne og understregede, at Thai Airways i højsæsonen har 25 ugentlige fly fra København, Oslo og Stockholm.

 

Thai Airways udfordres nu af mellemøstlige flyselskaber som Emirates og Qatar Airways. ”De har måske billigere priser, men når passagererne en gang har prøvet at vente op til fem timer i disse selskabers hubs, er vi atter interessante med vores direkte ruter til Bangkok – og Phuket to gange om ugen fra oktober til marts fra København og Stockholm,” sagde Flemming Sonne.

 

Thai Airways flyver dagligt mellem Bangkok og København – Thai Airways har tidligere til takeoff.dk oplyst, at selskabet overvejer to daglige fly mellem de to hovedstæder.

 

Uden at nævne Emirates fik Flemming Sonne i går også påpeget, at såvel Emirates som Thai Airways næste forår vil bruge samme flytype på Københavns Lufthavn – Emirates’ version af Boeing 777-300 (ER) har plads til 81 flere passagerer end Thai Airways’ version.

 

Emirates’ 2-klasses version af Boeing 777-300 har plads til 427 passagerer (42 på business). Når Thai Airways fra april indsætter B777-300 ER mellem Bangkok og København, har dets 2-klasses version 346 sæder.

 

I dag flyver Thai Airways på København og Stockholm med en daglig Boeing 747-400 med 375 sæder. ’

 

Med to ugentlige B747’ere fra oktober til marts fra København samt to fra Stockholm direkte til Phuket, Thailands største ø, flyver Thai Airways i vinterhalvåret 25 ugentlige fly fra Skandinavien til Thailand.

 

Sidste år var der 159.600 danske ankomster til Thailand med rute- og charterfly – en stigning på 7,6 pct. sammenlignet med 2010. Ligeledes sidste år havde Thai Airways som 17. største flyselskab i Københavns Lufthavn 231.000 passagerer.

 

I øvrigt introducerer Thai Airways 6. oktober sin første af seks Airbus A380-800, i første omgang mellem Bangkok og Hong Kong. Frem til næste år får Thai Airways sine seks A380.

 

Megajumboen skal bl.a. flyve fra Bangkok til Frankfurt, Hong Kong, japanske Narita, Paris og London. Flyet har plads til 507 passagerer – 12 sæder i Royal First Class, 60 i business class og 435 på turistklasse.

Skrevet af Henrik Baumgarten