LUFTFART: Væksten er fortsat flad i Københavns Lufthavn – trafiktallene for september kom i går og viste nedgang i forhold til samme måned sidste år. Der var færre passagerer på dansk indenrigs og de europæiske ruter – men fremgang på langruterne.
Sidste måned havde Københavns Lufthavn 2,6 mio. passagerer – 3.000 færre end sidste år, det gav et fald på 0,1 pct. sammenlignet med september sidste år.
Københavns Lufthavn forklarer tilbagegangen med bl.a. færre rejsende på de danske indenrigsruter, en nedgang på 7,3 pct. eller over 10.000.
“For mange danskere er indenrigsfly forsvundet fra radaren, når de skal rejse på tværs af landet. Især mange i hovedstaden kender ikke til mulighederne for at flyve til Sønderborg, Bornholm eller Midtjylland (Karup). Den udvikling skal vi have vendt,” siger adm. direktør i Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye.
En undersøgelse foretaget for Københavns Lufthavn viser, at fire ud af 10 danskere ikke ved, at der findes syv indenrigslufthavne i Danmark. Endnu færre ved, at der er flere end 600 afgange hver uge at vælge imellem, når man skal til og fra Jylland, Bornholm og hovedstaden.
Aalborg nummer seks
På top 10 over de travleste destinationer fra Københavns Lufthavn var sidste måned Aalborg nummer seks. I årets første ni måneder er 634.691 fløjet mellem Aalborg og København.
År til dato er det samlede passagertal i Københavns Lufthavn kun steget 1,6 pct. De interkontinentale ruter ud af Europa voksede 6% i september. År til dato har væksten været på 7,2%.
Væksten på de lange ruter ser ud til at fortsætte. Air India startede sin nye rute mellem New Delhi og København 16. september, og næste år åbner Cathay Pacific en direkte sæsonrute mellem Hong Kong og København.