Tivoli åbner spilleafdeling på Malta

TivoliFORLYSTELSESPARKER: Hidtil har kun danskere med gyldigt NemID kunnet spille i Tivolis onlinekasino, TivoliCasino.dk – det ændres nu, hvor Tivoli opretter online spil-afdeling på Malta.

Tivoli har i en årrække arbejdet på, at udvide sin forretning fra at være sæsonbetonet til at være en helårsforretning. Det gælder bl.a. underholdning i Glassalen, restaurant og hoteldrift.

Tivoli har også det seneste år arbejdet på at kunne tilbyde online spil på verdensplan. For at det kan lade sig gøre, kræves en international spillelicens samt, at Tivoli A/S opretter en online spil-afdeling uden for Danmark. Det er lykkedes nu. Adm. direktør Lars Liebst siger:

”Tivoli er et internationalt varemærke, og med den nye internationale casino-licens kan stort set hele verden spille hos os. Det er et stort skulderklap og en anerkendelse af vores arbejde, at vi kun to år efter åbningen af tivolicasino.dk har fået tildelt den internationale spillelicens. Med tilladelsen vil der åbne sig helt nye døre og indtjeningsmuligheder.”

De internationale licenser for spil-virksomhed udstedes kun ganske få steder. Udstedelsen har bl.a. været betinget af, at Tivoli skulle etablere en selvstændig virksomhed uden for Danmark. Valget er faldet på Malta, som er medlem af EU og som netop har internationale spillelicenser. Som medlem af EU har Malta den fordel, at både lovgivning og skatteforhold er transparente.

Det internationale online kasino er hundrede procent ejet af Tivoli A/S. Det er målet, at overskuddet fra det nye kasino skal gå til at udvikle Haven i København og blandt andet være med til at finansiere nye forlystelser, kulturelle venues samt bidrage til den løbende drift.

TivoliCasino.dk åbnede i 2012 og tilbyder 150 spil.